Juridisk

Privatlivspolitik for Cleany Chat

Senest opdateret: 28. august 2026

Den gældende version står på cleany.dk/chat/privacy. Denne kopi følger med koden, så det fremgår af selve kildekoden hvad appen gør ved data. Er de to uenige, gælder siden på cleany.dk.

Cleany Chat er en fork af FluffyChat. Upstreams egen privatlivspolitik gælder ikke her: FluffyChat kan forbindes til en hvilken som helst Matrix-server, hvorimod Cleany Chat kun taler med Cleanys egen — og det er derfor Cleany, ikke brugeren, der bestemmer hvad der sker med data.


Hvem er ansvarlig

Cleany Chat stilles til rådighed af Cleany ApS. Din konto oprettes af din arbejdsgiver eller den virksomhed, du samarbejder med gennem Cleany — ikke af dig selv.

Din arbejdsgiver er dataansvarlig for samtalerne. Cleany er databehandler og behandler oplysningerne efter instruks fra dem. Vil du gøre brug af dine rettigheder, skal du derfor henvende dig til din arbejdsgiver.

Spørgsmål til selve behandlingen kan sendes til info@cleany.dk, som videresender til den dataansvarlige, hvis det er dem, der skal svare.

Hvad vi behandler

Din konto

Når du logger ind første gang, oprettes en chatkonto ud fra dine oplysninger i Cleany. Vi gemmer:

  • Et brugernavn uden dit navn i. Det udledes af din bruger-ID i Cleany og ser ud som u_507676d428c8. Det afslører hverken navn eller e-mail.
  • Dit navn, som det står i Cleany, så kolleger kan se hvem der skriver.
  • Din e-mailadresse.
  • Hvilken virksomhed du hører til, så du kun kan se og skrive med personer i samme organisation.

Dine beskeder

Beskeder, billeder og filer, du sender i chatten, gemmes på Cleanys chatserver, indtil de slettes.

Samtalerne er ikke end-to-end-krypterede. Det betyder, at Cleany teknisk set kan tilgå indholdet. Det er et bevidst valg: chatten er et arbejdsredskab, og samtaler om en opgave skal kunne fremfindes og dokumenteres på linje med andre oplysninger i systemet.

Adgangen er begrænset til medarbejdere hos Cleany med driftsansvar, og bruges til drift, fejlsøgning og dokumentation — ikke til at følge med i samtaler.

Cleany åbner kun indholdet af en samtale, når det er nødvendigt for drift eller fejlsøgning, eller når den dataansvarlige beder om det. Adgangen er begrænset til navngivne medarbejdere, og den logges.

Hvem der kan se hvad

Grupperne oprettes automatisk ud fra opgaverne i Cleany. Du kommer med i en gruppe, fordi du er tilknyttet den opgave — ikke fordi nogen inviterer dig.

  • Interne grupper er kun for opgaveansvarlig, kundeansvarlig og det personale, der udfører arbejdet. Kunden kan ikke se dem.
  • Eksterne grupper indeholder desuden de kundekontakter, der er valgt på opgaven.

Organisationer kan ikke se hinanden. Du kan hverken finde eller skrive til brugere uden for din egen organisation.

Notifikationer

For at kunne give dig besked om nye beskeder sender vi en notifikation via Apple (APNs) eller Google (FCM). Vi gemmer en enhedsnøgle fra Apple eller Google til det formål.

På iPhone indeholder notifikationen ikke selve beskeden — kun at der er noget nyt, og i hvilken samtale. Beskedens indhold hentes først, når du åbner appen.

Apple og Google behandler notifikationen på vegne af os for at kunne levere den til din telefon.

På din telefon

Appen gemmer en kopi af dine samtaler lokalt, så du kan læse dem uden forbindelse. Den kopi er krypteret på enheden. Sletter du appen, slettes den med.

Tekniske logfiler

Serveren logger tidspunkter, IP-adresser og fejl, som enhver server gør. Det bruges til drift og sikkerhed.

Logfilerne roteres automatisk og overskrives løbende. De gemmes ikke som historik, men kun så længe de er nødvendige for at kunne undersøge en nylig fejl — i praksis dage til uger, afhængigt af aktiviteten.

Hvor det ligger

Chatserveren står hos Hetzner i Finland, altså inden for EU/EØS. Data forlader ikke EU/EØS, bortset fra notifikationer, der nødvendigvis passerer Apple og Google.

Der er indgået databehandleraftale med vores serverudbyder. Notifikationer leveres af Apple og Google, som behandler dem på vores vegne.

Hvor længe vi gemmer det

Beskeder gemmes, så længe de har betydning for det arbejde, de handler om.

Vi sletter ikke automatisk efter et bestemt antal måneder. En samtale om en opgave kan være nødvendig at kunne fremfinde længe efter, opgaven er afsluttet — for eksempel hvis der opstår uenighed om, hvad der blev aftalt.

Beskeder slettes, når de ikke længere tjener det formål, eller når din arbejdsgiver eller kunden beder om det. Deaktiveres en gruppe i Cleany, forsvinder den fra deltagernes app, men samtalen bliver stående på serveren, indtil den slettes.

Din konto lukkes, når din adgang til Cleany ophører.

Dine rettigheder

Du har ret til at få indsigt i, rettet og slettet dine oplysninger, og til at gøre indsigelse mod behandlingen. Henvend dig til din arbejdsgiver, som er dataansvarlig. Cleany sletter efter deres instruks.

Bemærk at chatten er et arbejdsredskab. En samtale involverer flere, og enkelte beskeder kan ikke altid fjernes uden at gøre samtalen ubrugelig som dokumentation for de øvrige. Den dataansvarlige vurderer det konkret.

Ændringer

Vi opdaterer denne politik, når systemet ændrer sig væsentligt. Siden blev sidst ændret 28. august 2026.

Spørgsmål? Skriv til info@cleany.dk.